Fremtidens hus for alle generationer på Aarhus Ø præsenteret

Generationernes Hus bliver et af de sidste byggerier i første etape af udbygning af havnearealet ved Aarhus Ø, og det vil stå færdigt i slutningen af 2019.

Det er det første af sin slags i Danmark, hvor alle generationer bliver mixet og samlet i ét hus. Totalentreprisen på 365 millioner kroner er vundet af byggefirmaet JFP, Jørgen Friis Poulsen A/S Herning og arkitekterne er KPF Arkitekter AS og RUM as.

Byggeriet vil bestå af 304 almene boliger til unge, familier, ældre og voksne med handikap. Et mix af ungdommelighed og erfaring, kombineret med en daginstitution til 150 børn. Bygherrerne er tre magistratsafdelinger fra Aarhus Kommune samt Brabrand Boligforening.

Rådmændene Jette Skive, Bünyamin Simsek og Thomas Medom, bestyrelsesformand for Brabrand Boligforening Keld Albrechtsen og tre fagdommere har bedømt udbuddet:

 

Vi kombinerer klassiske kommunale tilbud, børnepasning, boliger for ældre og mennesker med handikap, med ungdoms- og familieboliger, så huset kommer til at rumme hele livet. Man vil føle sig indbudt til at mødes på kryds og tværs af alder og livsvilkår og være fælles om de aktiviteter, man interesserer sig for.
Jette Skive, rådmand, Sundhed og Omsorg

 

Daginstitution med egen indgang og ”åben” legeplads

Huset vil summe af fællesskaber, og der er også skabt plads til, at man kan være sig selv. Der bliver træning- og fitnessrum, ”pædagogisk køkken”, forsamlingskøkken, legeplads, konferencerum, multisal og aktivitetslokaler. Og værksteder, hvor husets beboere, ansatte og brugere kan mødes og være sammen på kryds og tværs af generationer, fagligheder, livssituationer og andre forskelligheder.

I stedet for én karré-bygning vil Generationernes Hus bestå af otte sammenhængende ”huse”, som signalerer, hvor man hører hjemme:

Huset skal inspirere til møder på tværs mellem generationer og skal være et fælles hus for alle beboere på Aarhus Ø. Blandt andet vil de yngste beboere i området få adgang til en legeplads, der er åben for alle uden for dagtilbuddets åbningstid, lige som cafeen vil tiltrække besøgende udefra.
Bünyamin Simsek, rådmand i Børn og Unge

Naboskaber og bofællesskaber

Generationernes Hus vil indeholde ”naboskaber” med mennesker i samme aldersgruppe, og en blanding af boliger til både familier, unge og ældre.

Et godt og trygt naboskab bidrager i høj grad til et godt liv og en god og givende hverdag. Med Generationernes Hus bliver fællesskab ikke kun noget, vi dyrker hver torsdag fra klokken 17-18, men i høj grad i de mange små og nære hverdagshandlinger, vi alle foretager os. Om det så er at vaske tøj i fællesvaskeriet eller snakke sammen med naboen over en kop kaffe, er de fysiske rammer med til at understøtte relationer på tværs.
Thomas Medom, rådmand, Sociale Forhold og Beskæftigelse

Den grønne natur vil vokse op sammen med generationerne. Belægningen bliver fast, så alle beboere kan komme rundt, og imellem betonfladerne, bliver der lavet plantekasser og græsarealer, ligesom der bliver bibliotekshave og på taget: Køkkenhave, sansehave og bevægelseshave.

 

Ved hovedindgangen er der adgang ned til en flydeponton ved kanalen, der ligger på den nordvestlige side. Her kan børn fange krabber og småfisk, besøgende kan lægge til med deres kajak, og på trappen kan man nyde aftensolen.

Personalet i Generationernes Hus – pædagoger, plejepersonale, administration og drift - vil få en arbejdsplads, som organiserer sig anderledes og skaber samspil med lokalsamfundet.

Mangfoldigt byggeri i otte etager

Byggeriet bliver i otte etager og beboerne vil være tilknyttet deres egen ”klynge” og opdelt i en slags bydele med hver deres særpræg. I toppen af byggeriet får de et atelier og orangeri.

Byggeriet vil passe godt ind i den mangeartede byggestil på Aarhus Ø, mener Brabrand Boligforening:

 

Vi er glade for at indgå i et projekt, som på flere måder vil bidrage positivt til udviklingen af Aarhus Ø som et levende og inspirerende kvarter. Gode fællesskaber er en grundtanke i det almene boligbyggeri, og et tema vi for tiden helt konkret arbejder med at videreudvikle i boligforeningen. Vi ser derfor Generationernes Hus som en spændende mulighed for at eksperimentere med nye, moderne fællesskaber sammen med Aarhus Kommune.
Keld Albrechtsen, bestyrelsesformand, Brabrand Boligforening

 

Generationernes Hus vil ligge i læ for vinden fra syd og øst af Havneholmen og Isbjerget, fra nord af Pakhusene og fra vest af Havnehusene, og stadsarkitekt Stephen Willacy er stolt af kommunens valg:

Bygherrerne og den valgte entreprenør skaber et generationshus og et fællesskab, som Aarhus Ø og hele Aarhus kan være stolte af og involvere sig i. Husets arkitektur indpasses i forhold til nabobebyggelsen, og på gadeniveau tilpasses en ny arkade langs alle facader i menneskelig skala. Der er tale om et spændende og oplevelsesrigt arkitektonisk udtryk.
Stephen Willacy, stadsarkitekt

JFP – Jørgen Friis Poulsen A/S - parate til opgaven

Byggefirmaet JFP vil begynde byggeriet i slutningen af 2017:

Generationernes Hus vil komme til at fremstå som sin helt egen by med byhuse, torve, lommer, smøger og gader. Det bliver en mangfoldighed af beboere, rummelighed og stemninger. Vi er meget stolte over at vinde totalentreprisen.
Jesper S. Hjorth, projektdirektør, JFP