Gå til hovedindhold

Ny konstitueret leder af vision og samarbejde i Generationernes Hus

Vanja Horvat bliver konstitueret leder af vision og samarbejde i Generationernes Hus. Hun kommer med stor erfaring med frivillighed og samskabelse, og skal i de næste seks måneder stå i spidsen for det videre arbejde med at gøre husets vision levende i hverdagen.

Indhold

    Vanja Horvat tiltræder 1. oktober 2026 og seks måneder frem rollen som konstitueret leder af vision og samarbejde i Generationernes Hus. 

    Valget af Vanja Horvat sker på baggrund af et ønske om en profil, der både har en stærk baggrund og gode evner til samarbejde. Hun kommer fra en stilling i Sundhed og Omsorg, hvor omdrejningspunktet har været tværgående samarbejde, partnerskaber og udvikling på tværs af kommune, boligselskaber og andre aktører og et særligt fokus på frivillighed og samskabelse.

    - Generationernes Hus er et helt særligt sted med en ambitiøs vision. Vi er nået et godt stykke, men der er stadig et stort potentiale i at skabe endnu mere engagement og endnu flere fællesskaber på tværs af generationerne. Vanja har med sin baggrund fra sundhedsområdet og sit fokus på frivillighed og samskabelse den profil, vi har søgt til den næste fase af arbejdet, siger Otto Ohrt, sundhedschef i Sundhed og Omsorg. 


    Skal bygge videre på fællesskaber
     

    Som midlertidig leder skal Vanja Horvat arbejde videre med visionen og samarbejdet i Generationernes Hus. Hun bliver dermed ikke leder af de enkelte velfærdsområder i huset, herunder plejehjemmet, som fortsat har deres egne ledelser.

    Til gengæld bliver et tæt samarbejde på tværs helt centralt for hendes opgave. Hun skal blandt andet arbejde tæt sammen med beboerne i huset, lederne af velfærdsområderne, Brabrand Boligforening, Aarhus Ejendomme og FO-Aarhus.

    Opgaven bliver at bygge videre på de mange fællesskaber og aktiviteter, der allerede findes, og samtidig bringe nye perspektiver ind i udviklingen af Generationernes Hus. Det gælder blandt andet frivillighed, kultur og aktiviteter på tværs af generationer samt samarbejdet med resten af Aarhus Ø.

    -Visionen for Generationernes Hus kan ikke realiseres af én leder eller af kommunen alene. Det kræver, at vi lykkes med samarbejdet mellem beboerne, de forskellige velfærdsområder og de mange andre aktører omkring huset. Vanja får en vigtig opgave med at samle de forskellige perspektiver og sammen med dem udvikle Generationernes Hus videre, siger Otto Ohrt. 


    En ny fase for Generationernes Hus
     

    Vanja Horvat overtager opgaven efter Kristian Dall, der stoppede som leder af vision og samarbejde ved udgangen af august efter 4,5 år i Generationernes Hus. 

    Lederskiftet sker efter en ændring i organiseringen af Generationernes Hus, som har betydet, at lederopgaven har ændret karakter. Derfor har Sundhed og Omsorg ønsket en profil med særligt fokus på den fortsatte realisering af husets vision gennem frivillighed, fællesskaber og samskabelse.  

    Med den nye midlertidige løsning bliver der skabt tid og rum til at definere en ny fast leders væsentligste opgaver og indsatsområder. I den proces vil Sundhed og Omsorg gå i dialog med samarbejdspartnere samt beboerne, medarbejdere og ledere i Generationernes Hus.  

     

     

    Vanja Horvat tiltræder som konstitueret leder af vision og samarbejde den 1. oktober 2026.  

    Sidst opdateret: 10. september 2026